Aabenraa Havn har fået ny kran
Aabenraa Havn har netop fået leveret en ny kran fra Liebherr i Rostock. Kranen er af typen LHM 550, og med en løftekapacitet på op til 144 ton bliver den blandt de største i Danmark. Der findes kun én anden Liebherr LHM 550 i Danmark, og den står på Odense Havn.
Odense Havn fik sin kran for fire år siden, og derudover har Esbjerg Havn en LHM 500, der er en ældre udgave af LHM 550.
Den nye kran, LHM 550, er en erstatning for havnens LHM 280, der i slutningen af oktober fik en alvorlig skade, hvilket Aabenraa Havn benyttede til at udskifte kranen til en større model, der netop skal kunne modsvare fremtidens krav om øget løftekapacitet.
Havnen har i forvejen en Liebherr LHM 320, der har en løftekapacitet på 104 ton. Købet af den nye kran betyder, at Aabenraa Havn kommer med i eliten af danske havne med stor løftekapacitet, da havnens to mobilkraner i samløft kan løfte op til 220 ton.
Aabenraa Havn håndterer hvert år en stor mængde projektgods. Det omfatter blandt andet elementer til vindmøller, offshore- og olieindustrien o.l., og meget tyder på, at Aabenraa Havn i fremtiden vil styrke sin position inden for håndtering af denne type gods.
Det vidner det tyske rederi CPC om, der for eksempel har det som et af sine specialer at sejle med projektgods og som netop har etableret sig i Aabenraa. Derudover har flere af havnens kunder også efterspurgt muligheden for en større løftekapacitet.
Kilde: Aabenraa Havn
