80 sejlskibe ventes til Esbjerg i august
Esbjerg Havn har været i gang med forberedelserne til sommerens store arrangement, Tall Ships Races i de sidste tre år. I dagene fra den 2. til den 5. august vil der være omkring 80 stolte sejlskibe i havnen. Der er allerede næsten 50, der har meldt sin ankomst.
”Både maritim afdeling og teknisk afdeling på Esbjerg Havn er inddraget i organiseringen af Tall Ship Races. Vi er med i hele organiseringen, og det er os, der sørger for alle de tekniske detaljer”, siger havneassistent på Esbjerg Havn, Jan Thorsen.
Det er havnen, der tager sig af stort set alt det praktiske ved arrangementet, der normalt tiltrækker op mod 100.000 nysgerrige. Skibene er delt op i fire forskellige klasser af traditionelle sejlskibe, fra de imponerende fuldriggere til mindre skonnerter og galeaser.
Byen og havnen arbejder sammen om det store arrangement for verdens flotteste sejlskibe. The Tall Ships Races organiseres af Sail Training International, hvis formål er at uddanne unge mennesker via oplevelser til søs. Derfor sender Esbjerg også 100 unge trainees med i kapsejladsen fra Bergen til Esbjerg.
Startskuddet til The Tall Ships Races 2014 lyder i Harlingen, Holland den 3. juli. Efter at have sejlet til Frederikstad og Bergen i Norge kapsejladsen løbet i Esbjerg; hvor vinderne af løbet kåres.
Blandt de tilmeldte skibe er bl.a. Kruzensthern, Alexander von Humboldt, Georg Stage og Statsraad Lehmkuhl. Skibene ligger langs kaj i Esbjerg Havn fra den 2. til den 5. august, hvor publikum vil kunne opleve skibene helt tæt på.
Der er åbent skib på de fleste skibe den 2., 3. og 4. August mellem klokken 10 og 18.
Søndag 3. august klokken 14 er der Crew Parade fra havnen og gennem byens gader og op på Torvet, hvor der er prisoverrækkelse klokken 15.
Mandag 4. august klokken 22 er der afslutning med fyrværkeri på havnen.
Tirsdag 5. august klokken 13 sluttes arrangementet med Parade of Sail, hvor alle skibene sætter sejl, og sejler ud af havnen.
Kilde: Søfartens Ledere
