60 ansatte hos FF Skagen er gået i strejke
Et sammenbrud i de lokale overenskomstforhandlinger har ført til, at 60 produktionsmedarbejdere har nedlagt arbejdet på fiskemelsfabrikken FF Skagen. Medarbejdere gik torsdag hjem, og det giver den nordjyske virksomhed en gevaldig udfordring.
”Der er sket en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Hovedoverenskomsten er på plads, og det er så lokalaftalen, som vi sidder og forhandler om. Og dér kunne vi ikke blive enige”, siger Johannes Palson til nordjyske.dk.
FF Skagen har kontaktet Dansk Industri, som nu skal diskutere striden med de ansattes fagforening 3F. Den administrerende direktør vil ikke komme nærmere ind på, hvad striden præcist drejer sig om.
”Det betyder jo, at så er vi i konflikt, og så må vi følge de regler, der er på arbejdsmarkedet. Jeg følte faktisk, at vi var tæt på at blive enige. Men det var vi så ikke”, siger Johannes Palsson.
Ti funktionærer på virksomheden vil forsøge at holde produktionen i gang. De ansatte på FF Skagen holder i dag fredag morgen et fagligt møde for at drøfte det videre forløb.
Kilde: nordjyske.dk