4,6 pct. af alle skibe snyder med svovlregler
Danske myndigheder har foretaget seks anmeldelser af skibe, som ikke har overholdt svovlreglerne i den danske del af SECA- området. Over 200 skibes brændstof blev kontrolleret. Inspektioner i Østersøen, Nordsøen og områder udenfor SECA, viser at 4,6 procent af skibene ikke overholder reglerne.
”Inspektioner i denne sammenhæng omfatter både dokumentkontrol (kontrol af bunkerleveringsnoter, logbøger mv.) og udtagning af olieprøver. Ligeledes omfatter det, der registreres alle typer overtrædelser, dvs. også fejl i dokumenter og mindre overskridelser af grænseværdierne for svovl”, skriver Miljøstyrelsen i en svarmail til Maritime Danmark.
I 2015 blev der foretaget i alt 6.800 inspektioner, heraf fandtes der overtrædelser i 315 tilfælde, eller 4,6 procent. Der var 1.782 kontroller i Østersøen, her var der 50 overtrædelser, eller 2,8 procent. Værre så det ud i Nordsøen, hvor 219 ud af 2.559 inspicerede skibe ikke overholdt reglerne, der svarer til hele 8,5 procent. Kontroller udenfor SECA-området viste snyderiforsøg i 1,9 procent hos de kontrollerede skibe. 46 ud af 2.459 skibe blev registreret.
De seks udenlandske rederier, der er politianmeldt af de danske myndigheder, må Miljøstyrelsen ikke oplyse navnene på, da der endnu ikke er rejst tiltale. Man oplyser dog, at anmeldelserne er sket til fire forskellige politikredse.
Fra og med 1. januar 2016 er der fastsat bindende mål for, hvor mange inspektioner og olieprøver EU-medlemsstaterne skal udføre om året for så vidt angår svovlindholdet i skibsbrændstoffer. Målene fremgår af en Kommissionsbeslutning fra 16. februar 2015 om fastsættelse af bestemmelser om prøvetagning og rapportering.
Redaktionen