3F vil beslaglægge Vega
De fire strandede besætningsmedlemmer fra fragtskibet Vega, der i to uger har været uden løn, mad og drikke i Horsens Havn, efter at skibets ejer er gået konkurs, har ifølge 3F sammenlagt 180.000 kroner til gode i løn.
”Vi beslaglægger nu skibet gennem en advokat, indtil de fire søfolk har fået de tilsammen 24.000 euro, de har til gode, samt penge til at rejse hjem for”, siger skibsinspektør i 3F, Morten Bach til Ritzau.
Vega er ejet af et rederi af samme navn, der igen er ejet af Rederiet Barbara, der har Boye Kromann som bestyrelsesformand og medejer. Rederiet har adresse i Marstal, hvor Boye Kromann bor, og hvor han er involveret i adskillige andre selskaber.
Skibsreder Boye Kromann er medlem af bestyrelsen i Rederiforeningen af 2010, der i marts ekskluderede Rederiet Vega på grund af manglende betaling af kontingent.
Kilde: fyens.dk