1,1 tons kokain fundet på Maersk ejet skib
Den colombianske flåde har beslaglagt 1144 pakker, hver indeholdende 1 kilo ren kokain, om bord på containerskibet Cap San Tainaro, der tilhører det tyske containerrederi Hamburg Süd, der er en del af Maersk Line.
Containerskibet var ifølge den colombianske flåde undervejs til Caucedo i Den Dominikanske Republik, da colombianske enheder bordede skibet. Skibet, der havde Antwerpen som slutdestination, blev eskorteret tilbage til den colombianske havneby Barranquilla, hvor en gennemsøgning af containerskibet afslørede den store mængde kokain, der var skjult i en container.
15 personer er anholdt i forbindelse med sagen. Det fremgår ikke klart, om nogen af de anholdte indgår i skibets besætning.
Containerskibet fik efterfølgende tilladelse til at fortsætte sin sejlads og ankom mandag aften til Caucedo i Den Dominikanske Republik.
Hamburg Süd har ikke kommenteret sagen på rederiets hjemmeside.
Redaktionen