Worldcareers tog unge med til FORCE
Som led i rekrutteringskampagnen for Det Blå Danmark, har Worldcareers gennemført et velbesøgt arrangement på FORCE Technology. 53 teknologi-interesserede unge fra HTX og gymnasier deltog i arrangementet.
På mødet havde de unge mulighed for at høre mere om uddannelserne indenfor maritim teknologi samt de karriere- og beskæftigelsesmuligheder Det Blå Danmark kan tilbyde.
De unge mødte bl.a. skibsingeniør og Ph.d. studerende Ingrid Marie Andersen, som har været vores profil på rekrutteringsmateriale for maritim teknologi. Hun fortalte om erfaringer, oplevelser og udfordringer på hendes vej gennem studiet, og om hendes nuværende karrierevalg som Ph.D studerende.
Bo Cerup-Simonsen, Vice President i Maersk Maritime Technology, som fortalte om sin egen karriere og ikke mindst om A.P. Møller Mærsks nye Triple-E skibe, og Christian Klimt fra FORCE Technology fortalte om, om processen der går i gang fra et rederi får en ide, til ingeniørerne kan aflevere de færdige planer til værftet. Han fortalte bl.a. om udregninger på computer (CFD beregninger) til forsøg i vandtank og vindtunnel.
Efter indlæggene, og som første udfordring i arrangementets TECH-Game, blev de unge udfordret i en quiz udi skibstekniske spørgsmål. Quizzen blev afviklet af seniorforsker og tidligere generalsekretær i skibsteknisk selskab, Hans-Otto Kristensen fra DTU.
Formålet med arrangementet var dels at informere og dels at aktivere de inviterede unge med relevante, tekniske udfordringer. Til dette formål havde arrangørerne inddraget det meste af FORCE Technology’s faciliteter.
De unge fik under arrangementet mulighed for at lave trimforsøg på en skibsmodel i vandtanken, forsøg med placering af containere i vindtunnellen, og endelig sejlede de om kap i FORCE’s simulatorer. Det bedste hold blev præmieret med - helt i stedet og uddannelsens ånd – lommeregnere af den type der anvendes på ingeniørstudiet.
Arrangementet blev gennemført i samarbejde med de skibsingeniørstuderendes forening samt DTU.
Kilde: Worldcareers