Wilhelmsen indgår aftale med Solstad
Wilhelmsen Ships Service har indgået en to-årig aftale med Solstad Shipping om globale agentur-services. Aftalen har en option på yderligere to år. Wilhelmsen skal levere globale agenturservices til Solstads 48 skibe, der sejler over hele verden.
”Vi brugte tidligere cirka 50 forskellige agenter over hele verden, hvilket var en vanskelig opgave i sig selv. Det at have med adskillige forskellige agenter at gøre kan være tidsforbrugende og uforudsigeligt på grund af forskelle i ydelser fra havn til havn”, siger Malcolm Rosie, teknisk direktør hos Solstad Shipping.
”Det at have ét kontaktpunkt og den samme dokumentation og fakturastruktur, ligegyldigt hvor vi er i verden gør det muligt for os at arbejde på en mere simpel og struktureret måde samtidig med, at vi har fuld omkostningskontrol over vores globale flåde. Det at have en partner som Wilhelmsen Ships Service med et omfattende globalt netværk og erfaring fra offshore-industrien vil gøre det muligt for os at drage fordel af services af til stadighed høj kvalitet, ligegyldigt hvor vi gør forretninger”, tilføjer han.
Wilhelmsen Ships Service håndterer hvert år 70.000 havneanløb i 2.200 havne i 125 lande. Solstad Offshore ASA er blandt de største offshore-rederier i Norge. Rederiet har en flåde på 47 skibe samt et subsea-fartøj, der er ved at blive bygget. Rederiet har hovedkontor i Skudeneshavn i Norge og har derudover kontorer i Brasilien, Singapore, Philippinerne, Storbritannien og Australien.
Kilde: Wilhelmsen Ships Service