Vrag kan fjernes på reders regning
En ny IMO-konvention skal hindre at rederier efterlader havarerede eller strandede skibe. Fra 2015 skal alle skibe forsikres, så de kan fjernes for rederens regning. Danmark er det 10. land, der tiltræder Vragfjernelseskonventionen. Det betyder, at konventionen træder i kraft i april 2015.
”Vragkonventionen og de danske gennemførelsesbestemmelser i søloven gælder ”territoriet” og ikke blot ”sø-territoriet”. Bestemmelserne kan således også anvendes på vrag, der er skyllet i land” siger chefkonsulent i Søfartsstyrelsen, Jan Gabrielsen til Søfartens Ledere.
Der er mange eksempler verden over på, at skibe havarerer eller går på grund og vraget bliver liggende på klipperne eller på stranden, uden nogensinde at bliver fjernet. I andre tilfælde er det endt med, at de lokale myndigheder har måttet betale for fjernelse af vraget.
Den vigtigste nyskabelse med IMO-konventionen er, at den sikrer bedre muligheder for at få dækket udgifterne til fjernelse af vrag for rederens regning. Hermed mindskes risikoen for, at det offentlige skal betale - eller at vraget bliver liggende.
Reglerne betyder, at skibets ejer får ansvar for at fjerne et vrag efter en søulykke. Skibe med en bruttotonnage på 300 og derover skal have et certifikat fra flagstaten, som viser, at der er tegnet en forsikring til dækning af udgifter ved fjernelsen af et vrag.
Konventionens regler er allerede indsat i søloven, under kapitlet: Ansvar for vragfjernelse efter en søulykke og pligt til forsikring, der dækker vragfjernelse. Men ikraftsættelse af de danske regler afventer, at konventionen træder i kraft internationalt.
Danmark har valgt at fastsætte krav til forsikring af skibe, der har en mindre tonnage end 300, da sådanne skibe også forliser i danske farvande.
Ejere af skibe over 20 bt har pligt til at tegne en forsikring, der dækker ansvaret. Hvis skibet er på 300 bt eller derover, skal det endvidere have et certifikat, der attesterer forsikringen for at gå i fart.
Efter sølovens regler er et vrag defineret som: Et sunket eller strandet skib efter søulykke, enhver del af et sunket eller strandet skib, herunder genstande, der er eller har været om bord på skibet, enhver genstand, der er tabt fra et skib til søs, og som er strandet, sunket eller drivende til søs, eller et skib, der er lige ved eller rimeligvis kan forventes at synke eller strande, og hvor effektive forholdsregler ikke allerede er taget for at yde assistance til skibet eller det eventuelle gods, der måtte være i fare.
Der er således kun tale om et vrag efter sølovens regler, hvor der er sket en søulykke (og således f.eks. ikke, hvor et skib blot har ligget for anker og så er gået til bunds pga. manglende vedligeholdelse). Desuden kan andre vrag (f.eks. til gene for fiskeriet) også fjernes for ejerens regning, forklarer Jan Gabrielsen, der tilføjer, at der ikke er nogen nedre grænse for ansvarsreglerne, hverken for erhvervs- eller lystfartøjer.
Kilde: Søfartens Ledere
