Vindhavne efterlyser politisk opbakning
Europas største vindhavne, organiseret i alliancen Offshore Wind Port Alliance, appellerer nu om stærkere politisk vilje og støtte til offshore-sektoren, hvis det skal lykkes at nå de vedtagne mål for havvind.
Foto: Arkiv
"Alle havne i alliancen har en ambition om at spille en central rolle i at realisere Europas offshore kraftværker. For at dette kan lade sig gøre, er det afgørende, at politikere på tværs af Europa støtter vores indsats og laver ændringer i industripolitikken, der kan hjælpe os. Vi skal have klare politiske mål og strategier, der understøtter målene”, siger Dennis Jul Pedersen, direktør for Esbjerg Havn.
“I modsat fald kommer vi ikke til at kunne levere den krævede kapacitet. Så det haster”.
De seks havnebyer i Offshore Wind Port Alliance er: Port Oostende i Belgien, Groningen Seaports/Eemshaven i Holland, Niedersachsen Ports/Cuxhaven i Tyskland, Nantes-Saint Nazaire Port i Frankrig, Humber i England og Esbjerg Havn.
”Vi gør alt, hvad vi kan på havnene. Vi samarbejder på tværs af nationale grænser og industrier for at sikre, at den rigtige havnekapacitet og infrastruktur er til stede. Vi deler de bedste løsningsforslag og erfaringer om tekniske løsninger med hinanden. Vi investerer i teknologi, i havneinfrastruktur og i havnesuprastruktur. Men indsatsen skal følges op politisk af endnu flere investeringer”, hedder det i en erklæring fra havnene.
Samarbejdet ‘Offshore Wind Port Alliance’ blev skabt i januar i år ud fra et ønske om at sætte alt ind på at understøtte Europas ambitiøse målsætning om havvind.
-mauh