Vinder af kystnært udbud udpeges mandag
Energi-, forsynings og klimaminister, Lars Chr. Lilleholt, oplyser, at Folketinget mandag vil blive informeret om vinderen af det kystnære havvindmølleudbud. Vindmølleindustrien glæder sig over, at vinderen nu udpeges, selv om der stadig er usikkerhed om udbuddets gennemførelse.
”Jeg er godt tilfreds med at byderne så kort tid efter buddatoen nu får udpeget en vinder. Energistyrelsen og ministeren skal have ros for hurtigt arbejde. Situationen er dog fortsat paradoksal, da vi alene får udpeget en vinder, men ikke kender finansieringen.
Jeg håber derfor at den forventede lave budpris vil få politikerne, og især regeringen, til snarest muligt at anvise den nødvendige finansiering, så parkerne kan bygges”, siger adm. direktør Jan Hylleberg i Vindmølleindustrien.
Vinderen skal findes blandt de tre prækvalificerede bydere, Wpd Hofor Danish Offshore Consortium, European Energy Nearshore Consortium og Vattenfall Vindkraft A/S.
Udbuddet gælder i alt 350 MW. Byderne har kunnet komme med bud på i alt fem placeringer i de danske farvande.
Kilde: Vindmølleindustrien