Vestas indgår milliardaftale med DSV
Vestas og DSV Panalpina har indgået et partnerskab om transport af varer, komponenter og råvarer med transportgiganten DSV Panalpina, der vil løbe op i et årligt milliardbeløb. Det danske transportselskab skal stå for al transport for Vestas over hele kloden, skriver Børsen.
Aftalen er resultatet af måneders arbejde med at stable et strategisk partnerskab på benene mellem to af Danmarks største og mest værdifulde selskaber, skriver avisen.
"Det er en helt fantastisk mulighed for både Vestas og DSV. Transport er en af de absolut største omkostninger i den globale Vestas-forretning, og et af de steder, hvor vi kan få allermest ud af en strategisk partner som DSV," siger Vestas-topchef Henrik Andersen, ifølge Børsen.
Vestas har i forvejen været en stor kunde hos DSV Panalpina og begge parter er begejstrede for den nye aftale, der ifølge begge topchefer løber op i milliarder.
"Det er en enorm tillidserklæring til DSV som selskab. Den skal vi selvfølgelig prøve at leve op til. Det, der gør aftalen usædvanlig, er omfanget pga. Vestas' størrelse. Det er en type aftale, man typisk indgår med små eller mellemstore virksomheder, mens de er mere usædvanlige for selskaber på Vestas' størrelse," siger Jens Bjørn Andersen, der er topchef i DSV Panalpina, og kalder det godt strategisk set af Vestas.
Aftalen træder i kraft i dag og er i første omgang aftalt til at vare tre år med mulighed for en toårig forlængelse.
Kilde: Børsen