Velbesøgt MSSM 2015 i Nyborg
Den store årlige konference om maritim sikkerhed, sundhed og miljø - MSSM - finder i år sted for 10’ende gang - denne gang med titlen ”Fra teori til praksis”. 266 personer deltager i den to dage lange konference i Nyborg.
Det spørgsmål arrangørerne i år stiller, er: Har vi i det maritime erhverv skabt en kultur, hvor vi automatisk går ud fra, at der er en selvfølgelig sammenhæng mellem for eksempel procedurer og tjeklister og det praktiske sikkerhedsarbejde?
Dagens første keynote speaker, adm. direktør i Søfartsstyrelsen Andreas Nordseth, slog i sit indlæg fast, at det er lykkedes at nedbringe antallet af ulykker til søs fra 800 til nu 300 om året, men at udviklingen er fladet ud, og at antallet de seneste år har ligget mere eller mindre konstant.
Skal antallet af uheld bringes yderligere ned - og det skal det - så skal vi ifølge Andreas Nordseth flytte fokus fra at tale om procedurer til at tale om sikkerhed.
”Selvfølgelig skal dokumentationen være i orden, men vi skal fokusere på, hvad dokumentationen dækker over. Det er den enkelte sømand der er nøglen til øget sikkerhed”, sagde Andreas Nordseth.
Dagens anden keynote speaker, Mark Gallagher, kom fra en helt anden verden – Formel1 motorsport. En sport hvor fokus på sikkerhed er en forudsætning for, at kørerne kommer levende fra udøvelsen af deres sport. Mark Gallagher er CEO i CMS Motor Sport Ltd.
MSSM byder igen i år på et komprimeret program der veksler mellem plenum og workshops, med talrige muligheder for networking og mulighed for at teste deltagernes personlige sundhed.