Vattenfall langer ud efter Vestas
Den svenske energigigant Vattenfall langer nu kraftigt ud efter den danske vindmølleproducent Vestas. Det sker, fordi der er store problemer med gearkasserne i Vestas offshore møller i Kentish Flats.
Vestas har store problemer med gearkasserne i sine 3 MW offshore vindmøller.
Den svenske energigigant Vattenfall føjer sig nu til koret af kritikere, der bl.a. allerede tæller danske DONG Energy.
Og problemet er det samme. Gearkasserne i Vestas 3 MW offshore vindmøller går i stykker og skal skiftes ud. Og det er både besværligt og dyrt.
"Gearkasserne vejer mange tons, og de må tages ned fra møllen. Det er dyrt og i længden helt uacceptabelt for lønsomheden", siger vindkraftschef hos Vattenfall, Anders Dahl, ifølge flere medier.