Vandstanden i verdenshavene vil stige
Vandstanden i verdenshavene vil stige én meter i dette århundrede, hvis klodens gennemsnitstemperatur, som ventet, stiger med tre grader. Samtidig må vi forberede os på en global vandstandsstigning på op til fem meter over de næste 300 år. Det vurderer en havekspert.
"Jeg ser ikke nogen mulighed for, at vi overhovedet kan standse den vandstandsstigning, som finder sted netop nu - heller ikke selv om verdens CO2-udledning blev reduceret til nul i morgen", siger Stefan Rahmstorf fra Tysklands Postdam Institute til Ingeniøren.
"Det særlige ved havenes vandstandsstigning er, at stigningen begynder meget langsomt, men når stigningen først sætter i gang, er den i praksis umulig at stoppe", siger Rahmstorf, der er en af verdens førende havstigningseksperter,
Førende klimaeksperter er netop nu samlet på Oxford University for at samle de seneste videnskabelige resultater og fremskrivninger på klimaområdet.
Rahmstorf sagde under Oxford-konferencen, at det mest positive scenarium, han kan forestille sig, er en relativt hurtig stabilisering af klodens middeltemperatur, hvorefter vandstanden i havene ganske vist fortsat vil stige, men nu med en stabil i stedet for accelererende stigningstakt.
"Hvis det bliver muligt at begrænse stigningen i klodens middeltemperatur til 1,5 grader, vil vi se en vandstandsstigning på ca. to meter set over de næste to århundreder, hvilket uundgåeligt vil betyde, at visse østater vil forsvinde", siger Stefan Rahmstorf.
"Der er ikke noget vi kan gøre for at stoppe denne udvikling, med mindre det lykkes mennesket at afkøle planeten, hvilket vil indebære at trække CO2 ud af atmosfæren. Og det betragter jeg ikke som værende realistisk"..
Kilde: ing.dk