Vækstteams ambitioner glæder mæglerne
Regeringens Blå Vækstteam, med Jesper Lok som Formand, er godt i gang med arbejdet og der tegner sig et billede af, at konklusionerne er helt på linje med hvad Skibsmæglerforeningen præsenterede for Erhvervsministeren og det Blå Vækstteams første møde.
”Skibsmæglerforeningen kvitterer for, at det Blå Vækstteam sætter ambitionerne endnu højere og at man ser potentialerne på et globalt plan”, siger Sekretariatschef Jesper Sebbelin fra Skibsmæglerforeningen.
”Blandt Skibsmæglerne og Skibsagenterne er der et øget pres på omkostninger og indtjening, samtidigt med at kravene til kompetencerne skærpes og der er megen fokus på digitalisering. Konkurrencen er global, og man ser endvidere nye spillere i markedet, som f.eks. amerikanske Amazon, der vil udbyde transportløsninger via sine digitale platforme efter ”one-stop-shop” princippet. Det er derfor vigtigt at vi fortsat er i den maritime verdenselite”, fortsætter Jesper Sebbelin.
Det Blå Vækstteam og uddannelse er nogle af de ”hotte” temaer der er på programmet til Skibsmæglerforeningens Årsmøde og Generalforsamling i Aarhus den 16-09-2016. Det ser man frem til at skibsmæglerne og skibsagenterne diskuterer på Årsmødet i Aarhus.
Kilde: Danmarks Skibsmæglerforening