USA foran stor udbygning af vind-flåde
USA har med Joe Biden i spidsen sat et mål om at producere 30 GW strøm fra havvindmøller, og det vil kræve nybygning af et meget stort antal SOV-fartøjer og installations-fartøjer i de kommende år i USA på grund af den særlige Jones Act. Dansk ekspertise er allerede på vej.
Der er aldrig tidligere blevet bygget et såkaldt Special Operation Vessel (SOV) i USA. Men nu bliver der behov for mellem 18 og 30 af typen samt mellem seks og otte installationsfartøjer til montering, fremgik det af en paneldiskussion på Marine Money Week onsdag.
Og på grund af den særlige Jones Act skal alle skibe, som vil sejle indenrigs i USA, være bygget i USA, føre amerikansk flag, have en amerikansk besætning og være majoritetsejet af en amerikansk statsborger.
“Det vil skabe nogle udfordringer og nogle erfaringer, der skal høstes,” sagde Jeff Andreini fra Crowley Maritime.
Og netop dette selskab har allerede søgt hjælp udefra i form af et joint venture, der blev indgået i marts, med danske Esvagt, der er eksperter, når det gælder servicering af store havvindmølleparker.
Esvagt kan levere al den knowhow, som amerikanerne mangler og samtidig få et ben plantet i et marked, der - hvis det går som Biden ønsker det - bliver vildt voksende i de kommende år.
Prisen på et SOV ligger ifølge Crowley Maritime på et sted mellem 100-150 mio. dollar, mens det eneste installationsskib, der lige nu er under bygning i USA, kommer til at koste omkring 450 mio. dollar - ca 2,8 mia. kr.
Kilde: TradeWinds.