Undgå den forurenende skibsophugning
NGO Shipbreaking Platform, der er en global koalition af 19 miljøorganisationer, der arbejder for at stoppe den udbredte praksis med forurenende og farlig ophugning af skibe, fordømmer de italienske rederier Grimaldi Group, Ignazio Messina og Vittorio Bogazzi & Figli for at anvende denne form for ophugning.
NGO-platformen har sendt breve til de italienske skibsredere og den italienske rederiforening og inviteret dem til at indlede en konstruktiv dialog om ophugning.
Selvom et stigende antal skibsredere ikke anvender den farlige form for skibsophugning, gør de tre italienske rederier det ifølge NGO Shipbreaking Platform stadigvæk. De sælger deres skibe til ophugningsværfter, der er kendt for ikke at følge miljømæssige standarder, der har til formål at beskytte miljøet. Ifølge oplysninger fra NGO Shipbreaking Platform har de tre italienske rederier siden 2009 solgt 54 udtjente skibe til sydasiatiske ophugningsværfter.
NGO-platformen gør de italienske rederier opmærksom på den europæiske lovgivning om skibsophugning. Ingen af de sydasiatiske ophugningsværfter lever op til de krav, der stilles i EU’s nye lovgivning om skibsophugning. Platformen opfordrer derfor de tre rederier, der alle har deres hovedkontor inden for EU, til at vedtage en skibsophugningspolitik, der er i overensstemmelse med EU’s standarder.
Grimaldi Group, der har hovedkontor i Napoli, har reageret på NGO-platformens henvendelse og anerkender vigtigheden af korrekt skibsophugning. Grimaldi Group erklærer sig ifølge NGO Shipbreaking Platform parat til at gå i dialog med platformen med det formål at finde en bæredygtig ophugningsløsning.
Kilde: NGO Shipbreaking Platform