Underskud hos Maersk Supply Service
Maersk Supply Service havde i første halvår en nettoomsætning på 212 millioner dollar mod 340 millioner dollar i samme periode i 2015. På bundlinjen blev det til et underskud på 108 millioner dollar, hvilket skal sammenlignes med et overskud på 102 millioner dollar i første halvår 2015.
Maersk Supply Service havde det vanskeligt i årets 2. kvartal. Der blev lagt 106 millioner dollar til det tab på 2 millioner dollar som rederiet måtte notere i årets første kvartal. Den overskyggende årsag til det markant voksende tab er naturligvis den dybe krise i offshore sektoren. Til sammenligning havde Maersk Supply Service i andet kvartal sidste år et overskud på 64 millioner dollar.
Størstedelen af underskuddet i 2. kvartal stammer fra en nedskrivning af værdien på en række ældre fartøjer. Nedskrivningen er på 97 millioner dollar.
Omsætningen lå på 102 millioner dollar i andet kvartal, mod en omsætning på 157 millioner dollar i det tilsvarende kvartal 2015.
Kontraktdækningen for resten af 2016 ligger på 40 procent, for 2017 på 15 procent. Ved udgangen af 2. kvartal havde Maersk Supply Service taget 13 af sine skibe ud af tjeneste.
Rederiet har i øjeblikket en ordrebog på 10 skibe – seks ankerhåndteringsskibe og fire offshore supportskibe. Nybygningerne vil blive leveret fra hhv. januar 2017 og januar 2018.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk