Udvidelse af tonnageskatten vedtaget
Folketinget vedtager mandag et lovforslag der udvider tonnagebeskatningen med en række specialskibsaktiviteter inden for offshore. Men der er endnu ikke fuld klarhed over, hvor restriktivt det såkaldte destinationskrav i tonnageskatteloven skal fortolkes
.”Det er glædeligt, at vi nu endelig får udvidelsen af tonnageskatten i hus, Det afspejler en bred støtte i Folketinget til dansk skibsfart. Gennem hele forløbet har vi gjort opmærksom på, at en tilsvarende udvidelse af nettolønsordningen med specialskibe bør gå hånd i hånd med tonnageskatten, hvis de berørte aktiviteter skal sikres under dansk flag”, siger Jacob K. Clasen, underdirektør i Danmarks Rederiforening.
”Skatteministeren har erklæret, at regeringen er positiv over for at udvide nettolønsordningen, men at det desværre ikke lod sig gøre i finansloven på grund af de stramme økonomiske vilkår. Derfor vil det givetvis blive et centralt emne i regeringens kommende vækstarbejde rettet mod det maritime Danmark”, siger Jacob K. Clasen.
Lovbehandlingen af L16 har vist, at der ikke er fuld klarhed over, hvor restriktivt det såkaldte destinationskrav i tonnageskatteloven skal fortolkes. Skatteminister Karsten Lauritzen har i udvalgsbehandlingen oplyst til Folketinget, at der verserer en række sager vedrørende SKAT’s fortolkning af destinationskravet.
I den forbindelse oplyser Karsten Lauritzen, at regeringen positivt vil overveje at ændre tonnageskatteloven. Det kræver dog en nærmere undersøgelse af EU-Kommissionens og andre EU-landes praksis, før ministeren vil indkalde partierne bag tonnageskatteloven til nye drøftelser i første halvår 2016.
”Udvalgsbehandlingen har vist uklarhed om, hvordan destinationskravet skal fortolkes. Det undrer os, at SKAT anlægger denne tilgang, da vi ikke kan se nogen grund til, at kravet skal fortolkes mere restriktivt i Danmark end i andre EU-lande. Det er godt, at ministeren hurtigt får undersøgt andre EU-landes praksis, så der kan fremsættes et lovforslag straks i det nye år. Det bør være helt udelukket, at vi overfortolker destinationskravet, for så spænder vi ben for egen konkurrenceevne”, siger Jacob K. Clasen.
Uklarheden om destinationskravet handler om tonnageskattelovens § 6, der fastlægger om en indkomst kan tonnagebeskattes eller ej, og om de søfarende kan være på nettoløn. Før aktiviteter og søfolk er omfattet af de to ordninger, skal der være tale om ”transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer”.
SKAT har anlagt en fortolkning, hvor en destination enten er en ”havn eller et fast anlæg til søs”, f.eks. en boreplatform eller vindmølle. Det er problematisk, da skibe ikke kun sejler mellem havne og faste anlæg (havvindmølle, borerig). Der er også tilfælde, hvor de sejler mandskab og forsyninger (fx brændstof) ud til andre skibe, der ligger ved f.eks. en boreplatform eller en havvindmølle.
Det er i sidste ende EU-Kommissionen, der godkender medlemslandenes søfartsordninger og vurderer om disse er i overensstemmelse med EU’s retningslinjer for statsstøtte til maritim transport.
Kilde: Danmarks Rederiforening