Udtjente platforme ny millliard-forretning
Mere end 600 udtjente platforme i Nordsøen skal indenfor en overskuelig årrække hugges op, og har indtil da brug for løbende servicering. Opgaverne har en samlet værdi på 500 milliarder kroner, og danske virksomheder har gode muligheder for at gøre sig gældende.
”Olieselskaberne forlanger, at ophugning af platforme sker på en miljømæssig korrekt, ansvarsfuld og sikker måde. Det kræver kompetente servicevirksomheder, og det er vi leveringsdygtige i her i Danmark. Tager danske virksomheder teten, kan vi blive meget interessante, når de kommende decommissioning projekter skal påbegyndes”, siger Mogens Koch, direktør for Danish Marine & Offshore Group.
Danish Marine & Offshore Group arrangerer nu som de første i Danmark et seminar med fokus på Offshore Decommissioning sammen med deres britiske samarbejdspartner og ekspert på området Decom North Sea.
Arrangementet, som finder sted torsdag den 25. oktober i Kattegat Siloen i Frederikshavn, omhandler decommissioning, som er ophugning af platforme og de helt nye forretninger med renovering af produkter og udstyr til brug bl.a. inden for reservedelssalg og leverancer til livstidsforlængende projekter.
”Området er en strategisk satsning i Frederikshavn, og vi tror på, at der er en potentiel milliardforretning i ophugning og fornyelse af produkter og udstyr. Det er allerede et prioriteret og vigtigt forretningsområde inden for det maritime, og vi forventer, at det kan blive meget større i fremtiden med udvidelsen af Frederikshavn Havn og dermed muligheden for flere offshore opgaver”, siger havnedirektør i Frederikshavn, Mikkel Seedorff Sørensen.
På seminaret vil en lang række foredragsholdere fortælle om lovgivning og teknologier inden for decommissioning. Der vil være indlæg fra erfarne aktører fra UK og Danmark indenfor ophugning samt orientering fra olie- og gasselskaber, som fortæller om deres planer og behov, nu og i fremtiden.
”Samfundsmæssigt kan vi i Nordeuropa ikke blive ved med at acceptere ophugning af skibe på strande i den tredje verden. Vi er teknologiførende indenfor miljørigtig ophugning og genvinding og det skal vi gøre brug af for at skabe vækst og udvikling”, siger Niels Christensen, direktøren for MARCOD.
Kilde: Danish Marine & Offshore Group