Tuco Marine har fået ordre fra Ulstein
Tuco Marine Group har modtaget en ordre på to stk. 11 meter lange ProZero Wind Farm Service Vessel Daughter crafts til de to Ulstein X-stern skibe, der er bestilt af det tysk baserede Bernhard Schulte-datterselskab WINDEA Offshore GmbH. Skibene vil gå i charter for Siemens. ProZero-bådene vil blive leveret fra Tuco Marine i andet og tredje kvartal 2016.
”Denne båd er designet til sikker søsætning og optagelse og kan tilpasses både enkeltpunkt løft via Davits eller til en hækgarage-løsning på et moderskib. Samtidig har man arbejdet med at forbedre komforten og sikkerheden i båden, og der er lagt store anstrengelser i at sikre et højt niveau af redundans for at holde båden i stand til at arbejde som en stand-alone enhed, som dermed også er i stand til at overføre til og fra land over længere strækninger end den daglige service inde i en vindmølle-park”, siger Jonas Pedersen, direktør for Tuco Marine Group.
De to stk. ProZero 11m Wind Farm service Vessel er fra den nyudviklede ProZero-serie. Skrogdesignet er baseret på skrogene fra Tucos Guard-fartøjer, som Tuco løbende har produceret og udviklet siden 2002.
I udviklingen af ProZero-serien har der været fokus på at udvikle en ny og lettere serie af fartøjer, der omfatter både Fast Rescue Boats, arbejdsbåde og Daghter Crafts.
ProZero 11 m Wind Farm Service Vessel er et hurtigt Daughter Craft, specielt designet til at fungere som et værktøj til overførsel af personale til og fra offshore-installationer, og dermed arbejde som en hurtig passager- og lasttransportør i offshore vindmølleparker.
Derfor er båden specielt designet med effektiv adgang fra både for- og agterdæk, og med et særligt fokus på hurtig adkomst for passagerer i kabinen, og simpel fastgøring af last på fordækket. Sikker adgang til offshore installationer sikres gennem et specialiseret boarding-område i stævnen og via specialfenderen.
”I designprocessen var det vigtigt for os at skabe et transfer-fartøj optimeret til de krav, der gælder et SOV Daughter Craft i offshore vindindustrien, og som opfylder de høje krav, der stilles til sikre personoverførsler og komfortabel sejlads. Derfor har vi baseret hele designet på at opfylde industriens behov og ønsker og præsenterer et Daughter Craft, hvor alle bestræbelserne er målrettet denne specifikke branche”, siger Jonas Pedersen.
”Vi er meget glade for og stolte over, at ProZero-linjen er blevet så godt modtaget af vores kunder og partnere. Vores team har arbejdet hårdt for at optimere ProZero-serien for at opfylde regelkrav og de høje sikkerhedskrav på denne bådtype. Det betyder meget, at vi nu har flere ordrer og dermed styrker ProZero-brandet”, tilføjer Jonas Pedersen.
Kilde: Tuco Marine Group