Tre reddet fra sunket forsyningsfartøj
KORT NYT: Ifølge Singapore Maritime and Port Authority (MPA) kuldsejlede og sank det Singapore-flagede forsyningsfartøj, CTV,Ocean Cooper 2, her til morgen lokal tid. Det skete i sejlrenden for den vestgående trafik omkring tre sømil fra Pedra Branca fyrtårnet.
Skibets besætning på tre, som alle er fra Indonesien, blev samlet op af redningsfartøjet Jolly Rachel. Ingen af de tre kom noget til og blev bragt sikkert i land. Årsagen til at fartøjet pludseligt kæntrede og sank er ikke oplyst.
MPA har udstedt navigationsadvarsler, der beder skibe operere med forsigtighed i nærheden af stedet for hændelsen. Myndigheden har igangsat en undersøgelse, der skal klarlægge årsagen til hændelsen.
Ocean Cooper 2 ejes af Ocean Queen Boat Services i Singapore.
Redaktionen