Travl weekend for redningshelikoptere
Seks gange i den forløbne weekend var der nødopkald til Forsvarets operationscenter. Det gav travlhed for forsvarets redningshelikoptere og redningsskibe. Fem af operationerne skyldtes hændelser til havs.
Fredag måtte en helikopter fra Flyvestation Skrydstrup i luften for at søge efter en nødsender fra et dansk skib, der var sunket på tysk område. Besætningen blev reddet af de tyske myndigheder. Skibets nødsender var stadig aktiv og sendte signaler til skibe og fly i området. Det lykkedes at finde og bjærge nødsenderen.
Redningshelikopteren fra Flyvestation Aalborg var i aktion tre gange lørdag og søndag. Alle tre gange for at evakuere patienter fra henholdsvis færgen Stena Saga, et skib i Nordsøen og boreplatformen Siri i Nordsøen.
Kystredningstjenesten i Hvide Sande blev alarmeret sammen med redningshelikopteren fra Flyvestation Skrydstrup. Meldingen lød på, at der var set en livløs person i havnebassinet i Hvide Sande. Heldigvis var det en falsk alarm, og operationen blev hurtigt afblæst.
Endelig ydede redningshelikopteren assistance til Politiet i eftersøgningen af en forsvunden person på Djursland.
Kilde. Forsvaret