Torm Fonden giver millioner til sejlsporten
Torm Fonden har doneret et tocifret millionbeløb over fire år til dansk sejlsport via Dansk Sejlunion. Donationen sikrer en fortsat udvikling af sejlsporten til gavn for ungdom, bredde og talentudvikling. Samtidig er der indgået en sponsoraftale med rederiet Torm, der også omfatter Sejlerlandsholdet og eliten.
"For os er det helt naturligt at støtte sejlsporten - aktiviteter med relation til havet og Det Blå Danmark - som mange ikke mindst unge dyrker og hvor idræt, sundhed, gode sociale relationer, udvikling og ansvarlig omgang med naturens ressourcer er de bærende værdier", siger Jens Bjergmose, direktør i Torm Fonden.
Torm Fonden, rederiet Torm og Dansk Sejlunion har siden 2004 samarbejdet omkring udvikling af sejlsporten i Danmark. Formålet har været at understøtte aktiviteter som tiltrækker og engagerer unge i sejlsporten.
"Som dansk baseret men global virksomhed anser vi dygtige, ambitiøse, ansvarlige og resultatorienterede unge, som det væsentligste aktiv for dansk shipping og dansk erhvervslivs videre udvikling. Vi ser det derfor som en selvfølgelig del af vores arbejde at understøtte danske sejlere, der ønsker den ultimative konkurrenceform og herigennem opnå mulighed for at vinde de største sejladser", siger N. E. Nielsen bestyrelsesformand for rederiet Torm.
"Vi ser derfor en klar ide i at betragte samarbejdet med Dansk Sejlunion som en helhed".
Sejlsporten er i en stigende konkurrence med andre fritidsinteresser, når det gælder unge i aldersgruppen 10-25 år.
"Donationen fra Torm Fonden giver sejlsporten en unik mulighed for at udvikle attraktive tilbud til netop denne aldersgruppe", siger Steen Wintlev, Sejladschef i Dansk Sejlunion.
"Det har givet Dansk Sejlunion grundlag for at igangsætte helt nye initiativer over for sejlklubberne, der med nye værktøjer og aktiviteter står langt bedre rustet til at skabe bedre muligheder for at tiltrække og fastholde unge i sejlsporten", siger Steen Wintlev.
Kilde: Dansk Sejlunion