To danske krigsskibe på norsk øvelse
Godt 50 krigsskibe deltager fra i dag i øvelsen Cold Response 22, som samler 30.000 soldater og støttepersonel fra 27 lande - på land, til vands og i luften. Danmark deltager med to skibe - inspektionsskibet Vædderen og fregatten Peter Willemoes.
Foto: Forsvaret.
”Det er utroligt vigtigt, at vi får vedligeholdt og udviklet vores evne til at samarbejde med udenlandske militære kapaciteter – altså vores kolleger fra NATO, Sverige og Finland. Og det giver især værdi for os, når vi kan gøre det på en så kompleks øvelse som Cold Response”, siger Carsten Fjord-Larsen, flotilleadmiral og næstkommanderende i Søværnet.
Lige nu er Peter Willemoes en del af NATOs stående fregatstyrke (SNMG1), og derfor er skibet under NATOs kommando under øvelsen. Vædderen deltager som en del af Arktisk Kommandos maritime kapacitet.
”Øvelsen gennemføres i et maritimt miljø, som giver os store taktiske udfordringer og som samtidig stiller helt særlige krav, fordi vi skal operere højt mod nord, hvor klimaet kan være meget barskt. Men heldigvis har den danske flåde stor erfaring fra det høje nord, fordi vi er vant til at operere ved Grønland og Færøerne”, siger Carsten Fjord-Larsen.
Formålet med Cold Response-øvelserne er at træne en hurtig militær forstærkning af Norge under udfordrende klimatiske forhold og i et såkaldt NATO Artikel 5-scenarie. Det vil sige et scenarie, hvor Norge bliver angrebet og skal forstærkes militært af alliancepartnere og partnerlande. Komplekse operationer, som kræver både samarbejde og samvirke i stor skala.
”Vi skal simpelthen sikre, at vi i sidste ende er i stand til at føre krig sammen med vores allierede, og at Danmark kan indgå effektivt i et NATO Artikel 5-scenarie”, siger Carsten Fjord-Larsen.
De danske skibe skal bidrage til, at amfibiestyrken (soldater der indsættes på kysten) kommer sikkert over havet og sikkert i land i Norge. Det sker i samarbejde med andre landes fregatter og luftstyrker.
Redaktionen