Tidligere rederichef fortryder sit virke
Den tidligere topchef for det danske rederi Scan-Trans, Lars Juhl, har skrevet en bog hvori han gør op med den måde det succesfulde rederiet tjente sine penge på, og hvordan han selv levede sit liv som topchef .
Foto: Plan4us.
”Jeg sejlede dræbermaskiner i krig for at blive rig, var min kæreste utro, forrådte min kone og svigtede mine børn. Jeg snød og bedragede uden at forstå, at jeg fordærvede mig selv”, skriver Lars Juhl ifølge Euroman i sin nye biografi ’Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv op’.
I bogen gør Lars Juhl bl.a. op med nogle af de fragter det fremadstormende rederi tjente store penge på - udstyr til udryddelse af regnskov, våben og radioaktivt materiale. Sejladser der ikke var ulovlige, men ifølge Lars Juhl moralsk tvivlsomme.
”Det er ikke den bedste arv at give videre”, siger han i et interview med Euroman.
I bogen fortæller Lars Juhl også hudløst om et liv i overhalingsbanen - druk, utroskab og fire timer søvn om natten. Et liv der i 2011 endte med gentagne hjertestop.
”Når man som 43-årig ligger på kardiologisk afdeling og har tre hjertestop i løbet af et døgn, har man fucket sit liv op”, skriver Lars Juhl i bogen.
I dag har han mistet alt det han opbyggede i de hektiske år - job, penge og familie. Men han har lært at sætte tempoet ned og søge efter andre værdier i livet.
Scan-Trans, som Lars Juhl var administrerende direktør for, fusionerede i 2012 med det amerikanske rederi Intermarine. Efter fusionen fortsatte Lars Juhl som
direktør for det fusionere rederiets aktiviteter i Europa og Asien, mens Intermarines administrerede direktør, Al Stanley blev adm. direktør i det nye fælles rederi.
Lars Juhl trak sig fra sin stilling i juli 2013.
Kilde: Euroman