Tidligere Mærsk skibe strandet i Tyskland
Et undersøgelsesteam fra den tyske havarikommando gik i aftes ombord på de to skibe Maersk Valetta og Maersk Vancouver for at skaffe sig et overblik over besætningernes tilstand og forhold. Det meddeler havarikommandoen. Det er uklart, hvem der egentligt ejer de tre skibe, som tidligere har sejlet for Maersk Line.
Grunden til besøget er, at de tre mindre containerskibe har været strandet i Bremerhaven siden den 14. juli. Fartøjerne ligger opankret ud for Bremerhaven. De er efterladt af operatøren eller befragteren.
Besætningen på de to skibe er i øjeblikket fysisk og mentalt stabil, men har ikke modtaget nogen løn i to måneder. Skibene er tilsyneladende også ved at løbe tør for forsyninger. I løbet af dagen vil der således blive bragt 2.000 liter cylinderolie om bord på Maersk Valetta.
I dag vil det tredje skib, Maersk Vigo, blive gennemgået af undersøgelsesteamet.
Nogle kilder opgiver Kartik Schiffsbetriebs GmbH som operatør for alle tre skibe. De sejler alle under Gibraltars flag og har en dødvægt på omkring 22.000 tons. De har en kapacitet på lidt over 1.700 TEU.
Bortset fra at de tidligere har sejlet for Maersk Line har Mærsk ikke noget med dem at gøre.
Kilde Maritim Heute