Tidligere Mærsk-chef er fortsat fængslet
Den 30-årige russer Vladimir Volkov, der indtil sidste år var chef for Mærsk-boreplatformen Deliverer i Angola, skal fortsat være fængslet i de næste 27 dage. Det besluttede retten i Lyngby, hvor grundlovsforhøret fandt sted i går.
Vladimir Volkov er tiltalt for groft bedrageri for 23 millioner kroner. Bedrageriet foregik angiveligt ved, at Vladimir Volkov bestilte varer hos det ghanesiske selskab L&M Catering & Hospitality, men boreriggen fik aldrig leveret de pågældende varer. Anklagen går på, at Volkov og det ghanesiske selskab delte pengene i porten.
Der skulle angiveligt have været tale om fem forhold af bedrageri samt et enkelt forsøg på bedrageri. Det skulle være foregået i perioden fra marts 2011 til marts 2014. Det var medarbejdere hos Mærsk, som kontaktede virksomhedens ledelse, der herefter rettede henvendelse til bagmandspolitiet.
Selv nægter Vladimir Volkov sig skyldig i anklagerne. Han mener, at andre personer i Mærsk, som havde større beføjelser end han havde, må have stået bag bedrageriet.
Vladimir Volkov fik overført 3,7 millioner dollar til sin personlige bankkonto i Danske Bank fra L&M Catering & Hospitality. Vladimir Volkov forklarede om pengene, at det ikke var hans penge. Derimod var det penge, som han fik overført, fordi han var bindeled i forbindelse med et russiske byggeprojekt, som det ghanesiske firma ville investere i. Han skulle så sørge for at videresende pengene, fordi han kendte folkene bag det russiske byggeprojekt, forklarede han i retten.
Kilde: borsen.dk