Thor Gitta tilbageholdt i Galway
Det danske heavylift skib Thor Gitta, der tilhører rederiet T-Red i Svendborg, er tilbageholdt i den irske havneby Galway, efter en ulykke i sidste uge, hvor Thor Gitta tabte en mindre færge der var ved at blive løftet om bord.
Irish Times citerer Galways havnefoged Brian Sheridan for, at der er gjort arrest i skibet, og at der befinder sig en medarbejder fra the Revenue Commission om bord på det danske skib, for at forhindre det i at forlade havnen.
Tre havnearbejdere, der af endnu uafklarede årsager befandt der sig om bord på færgen under løftet, blev lettere kvæstet, da en slynge brast og færgen faldt en halv snes meter, inden den ramte vandet i havnebassinet.
Thor Gitta var i gang med at laste to færger, Clann Na nOilean og Clann Eagle I, der skulle fragtes til Mauritius, da ulykken indtraf.
Ifølge Irish Times er det ejeren af færgen og ejerens forsikringsselskab, der nu har gjort arrest i Thor Gitta, for at få erstatning for de skader den tabte færge, Clann Na nOilean, fik ved det dramatiske fald.
Den irske Health and Safety Authority er fortsat i gang med at undersøge årsagen til ulykken, og hvordan det gik til, at der befandt sig tre personer om bord på færgen under løftet.
Kilde: Irish Times