Teknologisvigt ofte årsag til fejl i brønde
En ny norsk undersøgelse af 146 hændelser med manglende kontrol af olie- og gasbrønde viser, at det er svigtende teknologi, der oftest er årsagen til problemer. Det norske Petroleumstilsynet har undersøgt årsagerne, da man fra 2008 til 2011 så en stigning fra 11 til 28 episoder om året.
”Der findes et betydelig potentiale i forhold til at sikre bedre tekniske systemer, relateret til tidlig opdagelse
af udslip og bedre kommunikation”, siger Monica Ovesen faglig leder for boring og brønde ved Petroleumstilsynet .
Analysen viser, at det i 67 procent af hændelserne var tekniske fejl, der var skyld i problemerne. Menneskelige fejl udgjorde 15 procent af årsagerne til hændelserne, mens dårlig kommunikation og andre organisatoriske problemer stod for 18 procent, viser den ny rapport.
Ifølge rapporten er det først og fremmest manglende kontrol af det boremudder, der blandt andet anvendes til at styre det hydrostatiske tryk i brønden, samt utilstrækkeligt brønddesign og ringe detektering af udslip, som er problemet.
Myndigheder peger også på dårligt kendskab til geologien omkring reservoirerne. Det skyldes ifølge Petroleumstilsynet manglende kontrol af boremudder. Der er eksempler på brug af forkert vægt i forhold til trykket fra reservoiret.
Tilsynet konkluderer, at der ikke er lavet tilstrækkelige analyser af årsagerne. Fra 2003 til 2010 er kun 10 af 146 hændelser i forbindelse med manglende brøndkontrol efterfølgende blevet undersøgt.
Til sammenligning var der fra 2002 til 2009 158 lækager af kulbrinter fra norske installationer, af dem blev 130 undersøgt.
I værste fald kan fejl føre til oliekatastrofer som i Den Mexicanske Golf eller gasudslip som fra Elgin i den britiske del af Nordsøen.
Kilde: ing.dk