Svensk selskab vil udvinde dansk olie
Det svenske energiselskab PA Ressources vil i løbet af de kommende år starte olie- og gasproduktion op i den danske del af Nordsøen. Selskabet har afsat 730 millioner kroner til projektet, og er nu på jagt efter yderligere kapital.
PA Ressources har en ejerandel på 64 procent af felterne Lille John og Broder Tuck, hvor der er fundet mindre mængder olie og gas. Nordsøfonden har den næststørste ejerandel på 20 procent.
”Lille John og Broder Tuck er blandt de projekter, som er længst fremme i Danmark. Nu handler det om at få fundet den helt rigtige løsning, så vi kan få indsendt en feltudbygningsplan til Energistyrelsen”, siger Peter Helmer Steen, direktør i Nordsøfonden, til Berlingske Business.
Det usædvanlige ved Lille John feltet er, at det ligger på kun en kilometers dybde, hvor langt hovedparten af de danske forekomster er fundet på to kilometers dybde. Det betyder, at feltet formodentlig kan udvikles rimeligt billigt.
Udnyttelse af mindre oliefelter som Lille John og gasfelter som Broder Tuck er vigtige for Danmark, hvis vi skal få det optimale udbytte ud af forekomsterne i Nordsøen.
Kilde: Berlingske Business