Svensk rederi overtager OW Tanker skibe
Det svenske rederi Swede Chem Tankers har overtaget to af de tankskibe som OW Bunker datterselskabet OW Tankers ind til nu har haft på timecharter - Besiktas Halland og Mainland. Begge skibe er ejet af Besiktas Shipping Group.
”Vi så en mulighed som vi valgte at reagere på”, siger Fredrik Grönberg, chartering manager i Swede Chem Tankers til Sjöfartstidningen.
”OW Bunker var vores største konkurrent, og da de gik konkurs åbnede det nye muligheder for os”, siger Fredrik Grönberg – og tilføjer, at det ikke er det samme som at han ønsker at nogen skal gå konkurs.
Besiktas Halland og Mainland er begge ejet af rederiet Besiktas Shipping Group som Swede Chem Tankers i forvejen havde forbindelse til.
Både Besiktas Halland og Mainland er på 7.700 DWT.
Kilde: Sjöfartstidningen