Svensk færge i brand i Østersøen
En finsk redningshelikopter evakuerede natten til tirsdag 11 passagerer fra en ro-pax færge i Østersøen, efter at der var udbrudt brand i maskinrummet. Ingen kom til skade ved branden, som det lykkedes besætningen at slukke. Færgen venter nu på at blive bugseret tilbage til havn.
Tallink færgen Sea Wind var på vej fra Turku i Finland til Stockholm, da der kl 02.25 lokal tid tirsdag opstod en kraftig brand i maskinrummet. Besætningen slog straks alarm til Maritime Rescue Koordinering Center (MRCC) i Turku og gik i gang med at bekæmpe ilden.
Rederiet vurderede ikke, at der var behov for at evakuere skibet, men alligevel valgte myndighederne at evakuere alle 11 passagerer - fem finner, fem esterne og en russer
- der blev fløjet med helikopter til Mariehamn på Ålandsøerne.
De 28 besætningsmedlemmer var selv i stand til at slukke branden, inden brandmandskab fra Mariehamn nåede frem til den svensk indregistrerede færge omkring kl 03:00 lokal tid. Tre redningshelikoptere deltog i redningsaktionen.
Ifølge ubekræftede oplysninger skyldes branden brud på et brændstofrør i maskinrummet.
Sea Wind vil i løbet af eftermiddagen blive bugseret til Turku hvor det vil blive tømt for sin last, inden det bugseres videre på værft.
Ifølge flere finske medier er den 36 år gamle færge, der har plads til 120 passagerer, alvorligt skadet.
Kilde: TT og Yle