Svag norsk krone gavner Color Line
I 2015 oplevede Color Line Danmark en vækst i antal danske passagerer på seks procent i forhold til året før. Passagerfremgangen betyder, at omsætningen i 2015 er vokset markant fra 825 mio. kr. selskabet nåede i 2014.
”Takket være den stærke danske krone i forhold til den norske, har danskerne fået øjnene op for, at Norge ikke er et dyrt ferieland, men faktisk et billigt rejsemål for en ferie i fantastisk natur”, siger Henrik Renneberg, adm. direktør for Color Line Danmark
De præcise tal for omsætning og indtjening vil fremgå af regnskabet for det danske selskab, som forventes offentliggjort i løbet af få uger.
Med hensyn til udviklingen i 2016 i forhold til året før er Henrik Renneberg svagt optimistisk. Antallet af danske passagerer ser ud til at stabilisere sig. Til gengæld viser bookingerne til sommerperioden, at flere og flere udenlandske gæster vælger at sejle med Color Line fra Hirtshals til Norge.
”Vi ser en stigende trafik af gæster på vore færger fra en række europæiske lande som eksempelvis Tyskland, Holland, Belgien, England og Polen, der nyder godt af, at også euroen er en stærk valuta i forhold til norske kroner. Samtidig giver det den sidegevinst for dansk turisme, at mange af dem vælger at overnatte i Jylland på vej til Norge”, siger Henrik Renneberg.
Fremgangen i det danske datterselskab har bidraget positivt til regnskabet for hele Color Line-koncernen, der forbedrede sit driftsresultat med 100 mio. norske kroner i 2015 i forhold til året før.
Driftsresultatet før afskrivninger og charterleje steg således til 833 mio. norske kroner fra 735 mio. kroner. Antallet af passagerer blev 3.860.663 mod 3.957.407, mens antal fragtenheder voksede til 169.335 fra 165.773 i 2014.
Kilde: Color Line