Sundbusserne sejler med få passagerer
Antallet af passagerer, som vælger at sejle med Sundbusserne over Øresund er styrtdykket. I september benyttede kun 16.724 mennesker sig af muligheden for at sejle over sundet med sundbussen Pernille. Alligevel er ledelsen ikke alarmeret.
"Vi har lidt færre passagerer end det, vi havde regnet med på forhånd. Til gengæld bruger de passagerer, der er der, lidt flere penge ombord. På den måde hænger tingene sammen, og egentligt lever overfarten op til vores forventninger", siger Geir Jansen, bestyrelsesformand i Sundbusserne-rederiet, til Helsingør Dagblad.
Ifølge avisens beregninger svarer antallet af passagerer til, at der i september i gennemsnit kun var 28 passagerer med på hver enkelt tur over Sundet.
Bestyrelsesformand Geir Jansen vil dog ikke tale om krise. Tværtimod mener han, at Sundbusserne som forretning fungerer udmærket.
"Indtil nu føler vi, at det stort set er gået, som vi havde forventet. Tallene er ikke alarmerende", siger han til avisen.
Det nuværende sundbusrederi startede sejladsen op i sommer, efter at det tidligere norskejede sundbusrederi opgav ruten på grund af store tab.
Kilde: Helsingør Dagblad
