Styrelse godkender to nye havmølleparker
Energistyrelsen har godkendt forundersøgelsesrapporterne for to nye havvindmølleparker - Omø Syd Kystnær Havmøllepark og Jammerland Bugt Kystnær Havmøllepark. Det giver ikke projektudvikleren ret til at opføre havvindmølleparkerne, men mulighed for at gå videre til næste skridt i ansøgningsprocessen.
Efter Energistyrelsens godkendelse skal projektudvikleren - European Energy - tilkendegive, om de ønsker at fortsætte modningen af et eller begge projekter. Hvis European Energy ønsker at fortsætte projekterne, skal de søge om etableringstilladelse senest 6 måneder efter, at de har modtaget Energistyrelsens godkendelse af forundersøgelsesrapporten.
Energistyrelsen vil først tage endeligt stilling til, om der kan gives etableringstilladelse til projekterne, når der har været gennemført en offentlige høring af et tillæg til VVM-redegørelsen for hvert af projekterne. Det forventes, at VVM-tillæggene sendes i offentlig høring i 2021.
Der har været gennemført en offentlig høring af forundersøgelsesrapporterne for begge projekter, og der er udarbejdet høringsnotater for projekterne.
Læs mere om projekterne på Energistyrelsens hjemmeside HER
Kilde: Energistyrelsen