Strejke kan lukke for 25 pct. af norsk olie
Den igangværende strejke blandt norske energiarbejdere, der er medlem af Lederne, truer nu med at lamme en fjerdedel af den norske olieproduktion, meddeler arbejdsgiverorganisationen Norsk Olje og gass. Det vil ske, hvis strejken fortsætter efter 14. oktober.
Equinor meddelte onsdag, at det enorme Johan Sverdrup felt vil blive lukket ned, når strejken som bebudet optrappes. Feltet har en daglig kapacitet på op mod 470.000 tønder pr. dag.
I forvejen har strejken, der startede 30. september i forbindelse med overenskomstforhandlinger, medført lukning af seks felter på norsk sokkel med en samlet produktion på omkring 330.000 tønder dagligt.
Strejken har medvirket til at presse olieprisen op i løbet af de sidste dage, påpeger analyseselskabet Rystad Energy i en opdatering.
Her peger olieanalytiker Bjørnar Tonhaugen på, at myndighederne normalt vil gribe ind, når store produktionsvolumener er truet. Det skete sidste gang i 2011, da en strejke havde lukket 11 pct. af den norske olie- og gasproduktion, skriver han.
Der er fortsat ikke udsigt til en hurtig løsning på konflikten, der dagligt betyder udsættelse af indtægter på den norske olie på mellem 270-280 mio. norske kroner, oplyser arbejdsgiverorganisationen.
Kilde: e24.no