Stort minefund i danske farvande
Den netop afsluttede flådeøvelse Danex/Noco 2012 bød på mange minefund. Søværnets minerydningsenhed, MCM DNK, fandt sammen med deltagende udenlandske enheder, ikke mindre end 18 gamle krigsminer i de danske farvande.
Der var som led i øvelsen udlagt et antal øvelsesminer, som skulle findes. Det viste sig imidlertid hurtigt, at der var andre miner end øvelsesminerne at kigge efter. Allerede efter øvelsens første dag var den første mine fra 2. verdenskrig fundet.
MCM DNK fandt ti af de i alt 18 gamle krigsminer, som blev fundet i løbet af øvelsen. Otte af disse miner er allerede blevet bortsprængt til gavn for sikkerheden til søs. En stor del af de resterende ti miner ligger for tæt på undersøiske kabler og skal derfor først flyttes for at kunne blive bortsprængt.
Denne opgave med flytning og bort sprængning vil MCM DNK påtage sig i samarbejde med Frømandskorpsets minører efter øvelsen.
Kilde. SOK