Største fundamenter klar til Kriegers Flak
Energinet.dk var omkring årsskiftet 2017-2018 klar med fundamenterne til de to transformerplatforme til Kriegers Flak. På havnen i Oostende i Belgien blev fundamenterne og overgangsstykkerne til platformene samlet før afskibningen.
Fundamenterne sejles fra Oostende i Belgien og derefter afventer man godt vejr i Østersøen, før fundamenterne sænkes på plads på havbunden. Først til foråret kommer selve transformerplatformene, der skal placeres på fundamenterne.
Fundamenterne består af sokler af beton og overgangsstykker af stål. Platformene skal være samlingspunktet for den dansk-tyske el-forbindelse, som er aftalt i forbindelse med Kriegers Flak.
Det største af platformfundamenterne vejer 10.000 ton uden ballast og det mindste 8.000 ton. Fundamenterne er konstrueret til at kunne flyde, når de kobles fra prammen, der sejler dem til Kriegers Flak.
Ved en kontrolleret aktion fyldes de med vand og sænkes ned på havbunden i hver sin ende af havmølleparken. Kriegers Flak er på grund af råstofudvinding på havbunden delt op i to – adskilt af en råstofkorridor.
Kilde: Vattenfall