Store containerskibe en fordel i Rotterdam
For Rotterdam Havn er udviklingen hen imod stadigt større containerskibe en konkurrencemæssig fordel sammenlignet med andre europæiske havne. Rotterdam Havn har nemlig meget nemmere ved at tage imod disse skibe, og det er samtidig en del af forklaringen på fremgangen i godsomsætningen i første kvartal.
Skibe, der sejler mellem Asien og Europa, anløber i stadigt stigende omfang Rotterdam Havn. På mange ruter bliver Rotterdam Havn anløbet to gange, som første og sidste havn. I første kvartal skete der således en stigning på 70 procent til 51 anden gangs-anløb, og det hænger sammen med, at Rotterdam Havn er lettere at anløbe for de helt store containerskibe end så mange andre havne.
Containerhåndteringen i Rotterdam Havn steg 7,6 procent til 3,1 millioner TEU, og målt i ton steg containermængden 5,1 procent til 32 millioner ton sammenlignet med samme periode i 2014. Fremgangen kan forklares med den økonomiske fremgang i Europa og omplaceringen af gods fra andre havne til Rotterdam.
Alt i alt steg godsomsætningen i Rotterdam Havn med 7,2 procent i første kvartal sammenlignet med første kvartal i 2014. Flydende bulk, især råolie og olieprodukter, voksede med 4,7 procent, mens tørlast, især jernmalm og kul, voksede med 5,1 procent. Ro/ro-godset, især til og fra Storbritannien, voksede 10,6 procent på grund af den stærke britiske økonomi.
Kilde: Rotterdam Havn