Stor nedtur i 2014 for tørlastrederier
Et kraftigt prisfald på råstoffer som jernmalm, kul og korn i de sidste to måneder af 2014 gjorde 2014 til et rædselsfuldt år for danske rederier som Norden, Clipper og J. Lauritzen. Norden har fået sin aktieværdi reduceret med mere end 6 milliarder kroner og måtte for nylig nedjustere forventningerne til årets resultat.
”Råvarepriserne er generelt styrtdykket i samme takt som olieprisen. Prisen på jernmalm er faldet med mere end 50 procent i løbet af 2014. Også kulpriserne er faldet kraftigt. Det har den konsekvens, at de store importører af råvarer holder op med at opbygge deres lagre, fordi de forventer, at råvarer på lager vil miste værdi”, siger Ejner Bonderup, koncerndirektør i Norden.
Peter Sand, der er chefanalytiker hos Bimco, peger på, at der normalt er højsæson for transport af råstoffer hen mod slutningen af året, fordi der bliver transporteret jernmalm fra Brasilien til Asien og kul fra Indonesien og Australien til Kina.
”Begge disse markeder skuffede i 2014. Året var generelt sløjt, fjerde kvartal en skuffelse, men det blev decideret elendigt i december. Der er en overkapacitet af skibe, og når Kina ikke længere øger efterspørgslen med helt så store mængder råstoffer fra fjerne kontinenter, så dykker indtjeningen”, siger han.
I december måned foretog Norden en hensættelse på 230 millioner dollar, fordi en markedsanalyse viste, at der var nogle timecharter-kontrakter på indbefragtet tonnage, som ikke ville blive profitable. Den hensættelse skete netop på grund af de svage rater inden for tørlast. Som konsekvens af hensættelsen reducerede Norden sine forventninger til hele året fra tidligere udmeldt et driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) på -60 til 0 millioner dollar til nu kun -290 til -230 millioner dollar.
Kilde: Dagbladet Børsen