Stor fremgang for ZITON i 2016
Rederiet ZITON, med hovedsæde i Horsens, står stærkt med vækst i både omsætning og indtjening i 2016. Omsætningen er mere end tredoblet til 29 millioner. EUR mod 9,1 millioner i 2015. Resultat af primær drift (EBITDA) var på 16,4 millioner EUR mod et tab på 1,0 millioner EUR i 2015.
”At vi har kontrakter med fire af de førende aktører indenfor offshore vindindustrien viser med al tydelighed, at vores forretningsmodel står stærkt. Vi er dedikeret til at servicere havvindmøller, efter de er sat i drift. Vores skibe er bygget til præcis den opgave og via rammeaftalerne er skibene tilgængelige for vores kunder, hvilket både minimerer nedetid og reducerer omkostningerne”, siger CEO i ZITON, Thorsten Jalk.
Resultaterne i 2016 er i overensstemmelse med forventningerne. Den stærke vækst kommer på baggrund af et øget aktivitetsniveau, bedre og stigende udnyttelse af ZITON’s flåde af specialdesignede jack-up-fartøjer, der servicerer havvindmølleparker.
I marts 2016 indledte ZITONs største fartøj jack-up ’en Wind Server en treårig serviceaftale med Siemens Wind Power og i andet halvår 2016 indgik ZITON en treårig rammeaftale om vedligehold af havmøller med DONG Energy samt en 3-årig rammeaftale for en stor del af Vattenfalls havmølleparker.
Aftalerne er kommet i hus i forlængelse af den eksisterende aftale, som ZITON allerede har med MHI Vestas Offshore Wind, der løber indtil udgangen af 2017.
Selskabet forventer fortsat fremgang i 2017, hvilket er baseret på ZITONs stærke kontraktportefølje. Resultat af primær drift (EBITDA) forventes at ligge i intervallet 23-26 millioner EUR, på grund af højere indtægter og øget flådeudnyttelse.
Kilde: ZITON