Stockholm satser på el-havnebusser
Faaborg Værft leverede sidste år endnu en dieseldreven havnebus til busselskabet Movia i København. Kort tid derefter leverede værftet en el-havnebus til Stockholm. Den sejler inde i Stockholms centrum om dagen og bliver ladet op om natten. Det fungerer fint.
”Det fungerer perfekt. De sejler hele dagen og lader op om natten. På baggrund af de positive meldinger vi får tilbage fra Stockholm, er der ingen tvivl om, at vi snart ser en øgning i efterspørgslen på el-bådene”, siger Jan Mortensen, direktør for Faaborg Værft.
Elfærgen, Sjövägen, sejles af rederiet Ballerina AB, den er 24 meter lang, syv meter bred og har plads til 150 passagerer. Færgen er isforstærket og udrustet med dobbelt konventionelt propelleranlæg, 2x160 kW elektromotorer til fremdrift, 500 kWh batteribank, elektrohydraulisk styresystem og elektrisk bovpropel. Passagerne har ombordstigning i skibets stævn, hvorfra de har direkte adgang til en passagersalon via to automatiske glasskydedøre.
Sjövägen koster cirka det dobbelte af, hvad Movias seneste dieseldrevne havnebus kostede, alligevel er investeringen rentabel.
”Komponenterne til 500 kW-batteriet og de to 160 kW-elmotorer er rest kostbare. Men det er forbløffende få år, der skal til for at tjene de her skibe hjem. Man har slet ikke den samme slitage og vedligeholdelsesudgifter på el som på diesel. Olieskift og oliefilter har man heller ikke. Der er i princippet ingen emissionsudledning under driften”, siger Jan Mortensen.
Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd undrer sig over Movias prioritering af havnebus.
”Der er ingen tvivl om, at el-drift er vejen til bedre miljø uden støj og forurening i havnen. Hvis der er sund økonomi, når driftsbesparelserne tages i betragtning, virker det vanvittigt, at man ikke har gjort det”, siger han.
Kilde: ing.dk