Steen Bryde har ny bestyrelse klar
Der er lagt op til en dramatisk ekstraordinær generalforsamling i Nordic Tankers i eftermiddag. Storaktionæren Steen Bryde vil med støtte fra flere aktionærer forsøge at vælte den siddende bestyrelse. Bestyrelsen vil omvendt forhindre at Bryde bliver valgt til bestyrelsen.
Med mindre der bliver indgået en aftale i sidste øjeblik, vil der på den ekstraordinære generalforsamling i eftermiddag blive kampvalgt til bestyrelsen i Nordic Tankers.
Her ser Steen Bryde ud til at have i hvert fald en fjerdedel af stemmerne på sin side. Hvor mange stemmer den siddende bestyrelse kan mønstre er usikkert.
Den siddende bestyrelse har ingen planer om at gå af frivilligt, Men hvis de utilfredse aktionærer med Steen Bryde i spidsen kan mønstre flere stemmer end bestyrelsens støtter, så vil hele bestyrelsen blive skiftet ud.
Steen Bryde foreslår, at den nuværende bestyrelse erstattes af en bestyrelse bestående af direktør Brian Petersen, direktør Geir Jansen, advokat Klaus Rasmussen, advokat Mads Roikjer, direktør Mogens Worre Sørensen og Steen Bryde selv.
I en længere pressemeddelelse (se nedenfor) har Steen Bryde redegjort for, hvilke planer han har for Nordic Tankers. Og hvilke kvalifikationer de af ham foreslåede bestyrelsesmedlemmer har.
Derimod er det uklart om Steen Bryde vil forsøge at fusionere nogle af sine egne aktiviteter ind i det børsnoterede rederi - som kilder har oplyst til Dagbladet Børsen - hvis han får magten i selskabet.