Stadil-forretnings konkursbo sagsøges igen
Stadil-familiens konkurs-ramte shippingforretning bliver nu sagsøgt af kreditorer, der kræver et samlet beløb på 123 mio. kr. tilbage, skriver Finans. Thor Stadil, fmd. i Thornico tager det “helt koldt og roligt”. Hovedparten af kravet er en skattebesparelse på 100 mio. kr.
Fmd. for Thornico, Thor Stadil, afviser de nye krav mod selskabet. Arkivfoto..
Da Stadil-familien efter massive tab gennem flere år i fjor valgte at lukke store dele af sin shippingforretning ned og sælge egne skibe, førte det til konkurser med efterfølgende milliardkrav fra kreditorer.
Nu er der anlagt yderligere to retssager mod Stadil-familiens Thornico, bekræfter Troels Tuxen, der er advokat i Bech-Bruun og kurator i flere af de selskaber, der udgjorde shippingforretningen frem til nedlukningen i fjor, skriver Finans.
Ifølge mediet løber de samlede krav op i 123 mio. kr., hvoraf de 100 mio. kr. i den ene sag stammer fra en skattebesparelse, som kreditorerne mener, at Thornico uberettiget har beholdt for sig selv.
Den anden handler om, at datterselskabet Thorco Projects - ifølge kurator - fik for høje betaling for at stå for driften af skibe på vegne af flere af de konkursramte selskaber.
Men Thor Stadil er uenig i begge krav.
“Vi betragter ikke kravene som en risiko for os. De er desuden af en sådan størrelsesorden, at de er uden betydning for vores koncern. Vi tager det helt koldt og roligt og har overladt det til vores advokater,” siger han til Finans.
Kilde: Finans