SSP Technology fyrer 70 medarbejdere
Finanskrisen tvinger nu SSP Technology til at afskedige ca. 70 medarbejdere. SSP Technology har gennem lang tid været i fremgang og oplevet en kraftig vækst, men ordreindgangen og aktivitetsniveauet er reduceret som følge af finanskrisen.
"Det er klart, at det berører os alle dybt, at vi nu er nødt til at gå ud og afskedige så mange gode og loyale medarbejdere, men det er samtidigt vigtigt, at vi holder hovedet koldt og tænker fremad. Vi vil komme til at stå tilbage med en gruppe dygtige og kompetente medarbejdere, som alle skal hjælpe os med at føre virksomheden videre.
Vi ser positivt på fremtiden og ser frem til et fortsat godt samarbejde med kunder og leverandører ", siger direktør Flemming Sørensen.
SSP Technology, der er en stor underleverandør til vindmøllebranchen, har med sine nuværende 250 medarbejdere over længere tid gennemgået en del ændringer i den organisatoriske struktur - alt sammen med henblik på at styrke virksomheden til fremtiden.
Det er endnu ikke fastlagt, hvornår afskedigelserne vil finde sted og virksomheden samarbejder lige nu med relevante institutioner og repræsentantgrupper, herunder fagforeninger og medarbejderrepræsentant, for at gøre processen så effektiv som overhovedet muligt.
Kilde: SSP Technology