Søtransport trækker læsset hos DSV
Den danske transportkoncern DSV har haft et rigtigt godt tredje kvartal med et resultat på bundlinjen, der er bedre end markedets forventninger. Det er ikke mindst søtransporten, der trækker læsset hos DSV, hvor divisionen Air & Sea står for den største vækst.
”Vi har fortsat fremdriften i tredje kvartal af 2014. Med fem procents vækst i driftsresultatet, der dermed er det hidtil højeste kvartalsresultat i DSV, er vi godt tilfredse med udviklingen”, skriver Jens Bjørn Andersen, adm. direktør for DSV, i en kommentar til kvartalsregnskabet.
Der har været et højt aktivitetsniveau, og DSV har på alle forretningsområder taget markedsandele, men især divisionen Air & Sea udmærket sig ved at stå for den største del af væksten.
DSV havde i tredje kvartal en omsætning på 12,3 milliarder kroner mod 11,5 milliarder kroner i samme kvartal sidste år. Nettoresultatet udgjorde 483 millioner kroner mod 428 millioner kroner i tredje kvartal 2013. Markedet havde forventet et nettoresultat på 466 millioner kroner i perioden.
Omsætningen i Air & Sea er vokset med en halv milliard kroner til 5,7 milliarder kroner sammenlignet med samme periode sidste år, mens det primære driftsresultat er vokset med 50 millioner kroner til 435 millioner kroner. Delt op på henholdsvis luftfragt og søfragt ses det, at DSV har hentet 2,3 milliarder kroner i omsætning fra luftfragt, mens søtransport står for en omsætning på 3,4 milliarder kroner.
Kilde: business.dk