Sømand får narkodom på 11 års fængsel
En bulgarsk sømand, der i oktober sidste år forsøgte at indsmugle 21,7 kilo kokain til Danmark om bord på containerskibet Svilen Russev, er i Vestre Landsret blevet idømt en straf på 11 års fængsel.
Den 45-årige bulgarer blev dømt for at have gemt de knap 22 kilo kokain i skibets materielrum. Han nægtede ethvert kendskab til kokainen, på trods af at hans fingeraftryk blev fundet på poserne.
Den enorme mængde kokain lå i Bådsmandens Rum, der er frit tilgængeligt for alle ombordværende og besøgende. Og da der i alt var 19 personer på Svilen Russev, så mente byretten i Kolding tidligere i år, at man ikke med sikkerhed kunne forbinde den 45-årige med narkoen, og frifandt derfor sømanden.
Når fængselsstraffen til sin tid er udstået, vil den 45-årige bulgarer blive udviset af Danmark for bestandig.
Kilde: BT