Somaliere ser på dansk flådeorganisation
En delegation fra den somaliske regerings maritime myndigheder besøgte i sidste uge Danmark. Formålet med besøget var at give delegationen et indtryk af, hvordan den danske flåde er organiseret og løser opgaverne i såvel nationalt som internationalt regi.
”For at vi kan bidrage med maritim kapacitetsopbygning i Somalia, er det vigtigt at drøfte med de somaliske myndigheder, hvordan vi kan støtte dem med at opbygge egen kapacitet indenfor det maritime domæne. Det har vi haft rig mulighed for under besøget i denne uge, uden at der dog blev givet tilsagn om støtte”, siger kaptajnløjtnant i SOKs Maritime Sikkerhedsafdeling Nicolai Svane.
Besøget af den somaliske delegation eren del af den danske indsats mod pirateri i Somalia. Det handler om at undersøge mulighederne for at yde støtte til maritim kapacitetsopbygning i Somalia.
Delegationen besøgte blandt andet Vessel Traffic Service Storebælt, den operative logistiske støtteenhed ved Flådestation Korsør, en af Søværnets nye fregatter, Iver Huitfeldt, og var ude at sejle med et af søværnets patruljefartøj Rota.
Desuden besøgte delegationen Marinehjemmeværnsdistrikt Vest, marinehjemmeværnskutteren Brigaden og Søværnets Operative Kommando, herunder søværnets og flyvevåbnets fælles operationscenter for søredninger, Joint Rescue Coordination Center.
Besøget sluttede torsdag med et møde i Udenrigsministeriets Stabiliseringssekretariat, Somali Fair Fishing, Søfartsstyrelsen samt i Forsvarskommandoen. Under besøget var der lejlighed til at mødes med somaliske repræsentanter i Danmark samt modtage enkelte orienteringer fra firmaer i Danmark.
Kilde: Forsvaret